|
|
|
|
Den ca. 10 km. lange og 3 km. brede og unikke halvø Skallingen udgør sammen med øen Langli den nordligste del af Vadehavet. Skallingen er udnævnt til naturvidenskabeligt referenceområde og er ligesom Langli fredet.
|
Skallingen
Dette utroligt spændende stykke natur er nok det område i Vadehavet, der er mest upåvirket af mennesker, og som er af stor betydning som rasteområde og spisekammer for vandfuglene, idet der her findes store forekomster af planter og bunddyr.
På Skallingen græsser ca. 600 kreaturer, der er med til at undgå tilgroning og derved sikre gode levevilkår for ynglende og rastende vandfugle. Netop af hensyn til fugle- og dyrelivet er det ikke tilladt at medtage hunde på Skallingen og Langli.
I det gamle Vogterhus for enden af betonvejen, der nu er nænsomt renoveret og omdøbt til Madpakkehuset, er der opsat langborde og bænke samt toilet, der frit kan benyttes. Samtidig vises en interessant planceudstilling om naturen og livet på Skallingen.
|
|
|
|
Ture til LangliArrangerede vadehavsvandringer med kyndige guider finder man i aktivitetskalenderen i Turistavisen ”Blå Stunder”, og i perioden fra 16. juli til den 15. september, er det tilladt at gå de ca. 4 km. på havbunden til den ellers fredede ø Langli. Det er vigtigt at være opmærksom på tidevandet. En højvandsoversigt og vejledning kan fås hos turistinformationen. På øen yngler ca. 10.000 fuglepar; især terner og måger. Desuden findes her den tætteste bestand af strandskader i Europa.
Rydning af SkallingenUnder krigen blev op mod 10.000 miner nedgravet på Skallingen. I 2005 blev det besluttet at rydde området for miner, og i 2006 gik det store oprydningsarbejde i gang. Størstedelen afområdet er nu erklæret minefri, og minerydningen er endeligt afsluttet i foråret 2008. Kun den yderste del af Skallingen er afspærret ved tydelig skiltning. Resten af Skallingen kan fortsat besøges, og de mange gode strande nord for afspærringen giver gode muligheder for at nyde Vesterhavet. Læs mere om Vadehavet
|
|
|
|
|
|
|
|