Atlantvolden
Hvad kan du se?
Langs hele Vestkysten finder du rester af forsvarsværket Atlantvolden. De mange bunkers var engang brikker i et kystforsvar, der strakte sig fra Nordkap til Pyrenæerne.
Nu ligger de fleste gemt bag lag af sand, skjult i plantager eller nedbrudt af vind og bølger i strandkanten. Tilsammen giver de et indtryk af det enorme forsvarsværk, tyskerne etablerede i håbet om at fastholde det erobrede Europa.
Oplev mere
Den store kanonstilling Tirpitz er i dag indrettet som museum. Her vises en film om Atlantvolden. Tirpitz blev ikke bygget færdig inden besættelsens ophør, men var sammen med et stort batteri ved Hanstholm planlagt til at forsvare hele den danske vestkyst.
Gå selv på opdagelse efter de mange forskellige typer af bunkers i landskabet. Enkelte kan du stadig få et kig ind i. Eller tag med på bunkers-tur med en kyndig guide.
Som en del af Atlantvolden blev der udlagt over en million miner langs den jyske vestkyst. De sidste af disse miner er fjernet fra spidsen af Skallingen i 2011.
Info og fakta
Tirpitz-bunkeren har åbent året rundt mod entré.
Der arrangeres jævnligt bunkers-ture med guide i Blåvand og Nymindegab.
I vogterhuset på Skallingen kan du læse mere om minerydningen.
Se den engelske kunstner Bill Woodrows omfortolkning af bunkers til muldyr ved Hvidbjerg strand, Blåvand. De er symbol på fred, da de ikke kan reproducere sig.
Læs mere under Besøgsmål.